Studerende på Smykker, Teknologi og Business har designet emballage og displays til virksomheden Marc’Harit, der forhandler bæredygtige perler til blandt andre Shamballa.

Perler, et af naturens små mirakler, kan dyrkes med omhu for at tage vare på både miljø og mennesker.

Virksomheden Marc’Harit har specialiseret sig i bæredygtige perler. Det vil kort fortalt sige, at farmerne arbejder under ordentlige forhold, at der kun dyrkes et vist antal muslinger per kvadratmeter hav og at perlerne ikke efterbehandles.

Derfor fik de studerende til opgave at designe emballage og display til perlerne, som udover Marc’Harits brand også reflekterer denne bæredygtighed i såvel produktion, transport, materialer og levetid, hvilket passede fint til modulet på 3.semester som netop handler om brand identity.

”Alle grupperne fangede essen af vores firma rigtig godt. Vindergruppen blev valgt, fordi det var den løsning, vi bedst kunne se os gå videre med – en grundidé i forhold til pasform, nemt at arbejde med og en enkel, men også lidt anderledes måde at præsentere specielt colliers og armbånd på som små øer, som samtidig tog udgangspunkt i nogle af de former, vi i forvejen arbejder med,” siger Kira Kampman, ejer af Marc’Harit.

Marc’ Harit var også repræsenteret ved Stine Vesten, som faktisk er tidligere studerende på netop Smykker, Teknologi og Business:

”Det var super spændende at være tilbage. Og spændende at tilrettelægge projektet sammen med min arbejdsplads og KEA. Pludselig står man jo på den anden side og kan meget klarere se, hvad det er virksomheden ønsker sig af sådan et projektsamarbejde. Og samtidig ved jeg præcis, hvordan de studerende har det, når de har arbejdet så hårdt med et projekt så længe og hvor spændt og ivrig man er efter at få noget feedback og noget konstruktiv kritik, som man kan bruge fremadrettet.”

De studerende i vindergruppen er Lise Skovgaard Espensen, Pernille Strange Knudsen og Michelle Frost Konradsen.