Martin Bregnhøi har både undervist elever på musikkonservatoriet og it-studerende her på KEA. Forskellen på de to og behovet for jazz i fremtidens uddannelse var emnet for et oplæg på Educa Berlin, som skabte livlig debat.

Politikerne og samfundet råber på innovation og disruption, samtidig med at vi indfører læreplaner i vuggestuerne og tænker i PISA-baner, når vi (ud)danner vores børn og unge. Med det resultat at de unge gerne vil have anvist en metode og en 'kasse', mens virkeligheden på arbejdsmarkedet er, at intet er, som det var i går.

”I mere end 20 år har jeg undervist og holdt foredrag om en lang række emner fra rytmiske strukturer til Webudvikling. Begge emner, musik og webudvikling, indeholder elementer af de udfordringer, vi står over for i dag: hvordan kan vi tilpasse os og forberede os på en stadigt skiftende og usikker verden? spørger Martin Bregnhøi og uddyber:

”Når du improviserer i musik, skal du konstant være opmærksom - reagere og agere på dine medspillere og den kollektive stemning. Du ved aldrig, hvad der kan ske - men hvis musikerne er gode, kan resultatet være magisk. Faktisk kan man sige, at denne usikkerhed er en væsentlig del i den kreative proces, der hjælper med at drive musikken fremad. På samme måde er det, der betragtes som best practise i webudvikling i dag forældet i morgen. Hvert andet år er der en game-changer med ny teknologi, teknikker og sprog, der skal læres. Det er kun 10 år siden, vi fik den første iphone - den mobile webrevolution.

Så ligesom med musik er usikkerhed og forandring simpelthen en del af det miljø, vi arbejder i og bør omfavnes. Og for at kunne holde trit i denne stadigt skiftende verden, skal de studerende være selvlærende, og her er kodeordet nysgerrighed.”